In English ?- press


The Tour de France Stone

Billede fra afsløring af TDF stenen 30/6 2022

foto: Vejle Kommune


Gorm den Gamle gjorde det. Harald Blåtand gjorde det. Rejste sten i Jelling over deres store bedrifter.
Nu har Jelling rejst en sten over Tour de France rytternes bedrifter
Når den sidste Tour de France cykel er kørt ud af Jelling, så skal der være noget tilbage. Ikke kun de gode minder. Noget mere håndfast. Noget, vi kan røre ved og føle på. Noget, der måske kan stå i 1000 år.
Derfor har Jelling rejst en tonstung sten, der skal fortælle om store tanker, store bedrifter og lidt pral. En sten, der i sin udformning sender en hilsen tilbage til arven fra vikingekongerne og samtidig er moderne i sit udtryk og viser, at Tour de France sætter sit præg på området.
Tour de France er et møde mellem det rå og det raffinerede. Et møde mellem den til tider rå natur, rytternes råstyrke, hierarkiet på holdet, taktisk tænkning og den raffinerede cykel. Det møde kan ses og føles på stenens rå flade, hvor en cykel træder frem.
Stenen er ikke kun en fejring af Tour de France-feltets-besøg. Den er også en fejring hverdagens cyklister, af landevejenes lycra-klædte cykelhelte og dem, der har valgt at opleve Danmark på cykelferie. I fantasien kan cyklens stel udstyres med såvel klikpedaler og racerstyr som med en mere behagelige sadel, kurv og bagagebærer.
Og som cyklen kører igennem Jelling, præges den af arven fra Vindelev-skattens guldbrakteater, kong Gorms remspænde og Harald Blåtands store runesten. Denne arv er graveret i messing, der patinerer over tid.
Stenen er rejst i anledningen af Tour de France 3. juli 2022, hvor løbets 3. etape kørte gennem Jelling. Jelling Sparekasses Fond har skænket stenen og den er udført af Filip’s Sten & Billedhuggeri.


Se flere billeder og læs artiklen fra juni 2022 på VAFO.dk





Det er ikke tilladt at kopiere billederne på denne side